Fordi det, du vil, betyder noget

Executive Business Coaching er en særlig del af mit arbejde, og hvis jeg skal forklare, hvad det er hos mig, er det egentlig ret enkelt.

Jeg arbejder især med ejerledere og ledere, der tager ansvar for sig selv, deres arbejde og de resultater, de skal skabe. Mennesker, der vil noget og godt ved, at travlhed og gode intentioner ikke automatisk skaber resultater.

De kommer ikke, fordi alt er galt. Ofte tværtimod. De har allerede opnået noget, men står et sted, hvor noget er vigtigt, og hvor de næste beslutninger og handlinger kan få betydning – både menneskeligt og forretningsmæssigt.

Det er her, jeg kommer ind som coach og sparringspartner.

Vi arbejder med situationen, mulighederne og det, du gerne vil skabe. Vi finder frem til det væsentlige og arbejder konkret med dine beslutninger og den handling, der skal følge efter.

For en god beslutning har først for alvor værdi, når den bliver omsat til noget.

 

“Executive” handler ikke om din titel

Når jeg bruger ordet Executive, handler det ikke om hierarki eller C-level. For mig handler det om dedikation og om at tage sig selv, sit ansvar, sine valg og sine resultater alvorligt.

Du har måske allerede opnået meget, men kan mærke, at det næste kræver noget andet af dig. Det kan være tydeligere prioritering, svære beslutninger, større konsekvens i din rolle, bedre kommunikation eller modet til at vælge noget fra.

Måske har du for meget, der konkurrerer om din opmærksomhed. Måske trækker vigtige beslutninger ud, eller du står med planer, hvor handlingen og fremdriften ikke helt følger med.

Eller måske har du brug for et menneske uden for din egen organisation og omgangskreds, som du kan tænke højt sammen med og få et ærligt og kvalificeret mod- og medspil fra.

Du behøver ikke have et problem for at have brug for sparring. Nogle gange har du bare noget vigtigt, du gerne vil lykkes bedre med.

 

Hvad får du?

Du får et personligt og fortroligt samarbejde med udgangspunkt i din virkelighed og det, der er vigtigt for dig.

Vi skal ikke gøre tingene mere komplicerede, end de behøver at være. Tværtimod arbejder vi på at skabe overblik, skære ind til det væsentlige og gøre det lettere at se, hvad der kræver din opmærksomhed.

Vi udfordrer antagelser, ser på muligheder og konsekvenser og kvalificerer de beslutninger, du står overfor.

Vi arbejder med det, der skal ske bagefter, og følger op, evaluerer og justerer undervejs. Det er ofte her, værdien for alvor bliver skabt: når beslutninger bliver til handling, og fokus og momentum bliver fastholdt, selv om hverdagen igen melder sig.

Du skal derfor ikke nødvendigvis gå fra vores samtaler med mere, du skal gøre. Nogle gange er det mindst lige så værdifuldt at vide, hvad du skal bruge din tid og energi på – og hvad du skal lade ligge.

Hvordan arbejder vi sammen?

Executive Business Coaching hos mig er ikke en række løse samtaler. Det er et samarbejde over tid.

Vi begynder med at få styr på, hvad du ønsker, og hvad der kræver din opmærksomhed. Nogle gange er det tydeligt. Andre gange skal vi først sortere i mål, muligheder, forventninger og hensyn for at finde frem til det væsentlige.

Herfra arbejder vi med de beslutninger, prioriteringer og handlinger, der kan gøre en forskel. Når vi mødes igen, følger vi op.

På den måde er sparringen med til at fastholde fokus og momentum.

Vi mødes efter behov, fysisk eller online, og samarbejdet tilpasses din situation, din hverdag og det, vi skal arbejde med.

I vores arbejde kan vi også bruge enkle modeller til at gøre en situation mere tydelig. Modellen nedenfor er et eksempel.

Et eksempel på en arbejdsmodel

Den sætter fokus på sammenhængen mellem dit råderum og din kapacitet på den ene side – og din motivation og energi på den anden. Pointen er ikke at sætte dig i en kasse, men at gøre det lettere at se, hvor du befinder dig, hvad der påvirker dig, og hvor der kan være mulighed for at skabe en bevægelse.

Nogle gange er det netop sådan et fælles billede, der gør en kompleks situation enklere at tale om – og lettere at handle på.
Jeg kommer ikke kun med spørgsmål. Jeg kommer også med erfaring.

Jeg har næsten 40 års erfaring fra erhvervslivet, og den tager jeg naturligvis med ind i vores samarbejde.

Gennem årene har jeg arbejdet med forretning, ledelse og mennesker og oplevet både de perioder, hvor tingene lykkes, og dem, hvor virkeligheden viser sig mere besværlig end planen.

Det giver mig ikke svaret på alt – og det påstår jeg heller ikke. Men erfaring og livsindsigt betyder noget, når man skal forstå en situation, se den fra flere sider og skelne mellem det, der fylder, og det, der faktisk betyder noget.

Forretning og mennesker kan sjældent skilles ad. Beslutninger træffes af mennesker. Strategier skal gennemføres af mennesker. Og de resultater, vi ønsker, bliver påvirket af vores måde at tænke, vælge, kommunikere og handle på.

Nogle gange stiller jeg spørgsmål. Andre gange udfordrer jeg dig, kommer med et andet perspektiv eller fortæller dig direkte, hvordan jeg ser situationen. Og ja, indimellem stiller jeg også det spørgsmål, du måske helst var fri for.

Du skal kunne tale åbent om overvejelser, tvivl og beslutninger, som ikke er nemme at vende med mennesker omkring dig.

Du behøver ikke have svarene på forhånd. Vi kan tænke højt, udfordre det første svar og arbejde os frem til det, du faktisk vil stå på mål for.

Udvikling skal have værdi

Executive Business Coaching handler for mig ikke om udvikling for udviklingens skyld.

Det, vi arbejder med, skal gøre en forskel for dig, i din rolle og i det, du ønsker at skabe.

Det kan betyde, at du bliver bedre til at prioritere og bruger din tid og energi på det rigtige. At du træffer beslutninger på et bedre grundlag og får handlet på dem. At du står tydeligere i dit ansvar, får taget de svære samtaler eller skaber fremdrift i noget, der har stået stille.

Det kan være ejerlederen, der får truffet en beslutning, som har været udskudt for længe. Lederen, der finder en bedre måde at håndtere en vanskelig relation eller samtale på. Eller ejeren eller lederen, der får sorteret i mulighederne og igen bruger sin energi på det, der faktisk skal flytte noget.

Det kan også handle om at forstå dig selv og din måde at reagere og handle på bedre, så du får flere muligheder, når situationen kræver noget andet af dig end det, du plejer at gøre.

Du skal ikke nødvendigvis blive et andet menneske. Men du skal gerne udvikle dig på en måde, der gør dig bedre i stand til at håndtere det ansvar, de muligheder og de udfordringer, du står med.

Vores samtaler skal kunne mærkes uden for samtalerummet – i dine beslutninger, dine handlinger, dit samarbejde med andre og i de resultater, du skaber.

Dit næste skridt…

Hvis du kan genkende noget af det, du har læst, kan vi starte med en uforpligtende samtale om din situation, det du gerne vil skabe, og hvad der måske står i vejen.

Du får samtidig en fornemmelse af, hvem jeg er, og hvordan jeg arbejder. For et samarbejde som dette kræver ikke kun kompetence. Det kræver også tillid og en oplevelse af, at vi kan arbejde godt sammen.

Så finder vi ud af, om Executive Business Coaching hos mig giver mening for dig.

Du kan skrive til vip@ewald.dk, ringe på 31 45 08 50 eller booke et onlinemøde direkte i kalenderen nedenfor.

De bedste resultater kommer ikke tilfældigt.

Erfaring, du kan bruge

Få enkle og konkrete input om salg, forretning og personlig vækst – med inspiration og erfaringer, der styrker dine beslutninger og skaber resultater. 

Jeg sender nyhedsbreve ca. 2-4 gange om måneden.